Kognitiv terapi
Kognitiv terapi er en evidensbaseret terapiform som har vist sig yderst effektiv til behandling af angst og depressions tilstande, men den egner sig også til behandling af andre problemer bl.a. Problemer med misbrug af rusmidler, arbejdsrelateret stress, mm.
Terapien vil tage udgangspunkt i din aktuelle situation, altså de problemer du oplever i dit liv her og nu. I modsætning til psykodynamisk terapi, er der ikke samme fokus på dine tidlige barndomsoplevelser, det betyder, at fokus er på de oplevelser du har i dit nuværende liv. Kognitiv terapi hjælper dig til at se sammenhængen mellem de ting du oplever, din fortolkning af det du oplever og hvordan det hænger sammen med dine følelser og det du vælger at gøre i en given situation. Vi fokuserer på, hvad du tænker om dig selv og de vanskeligheder du oplever. Over tid hjælper terapien dig til at ændre de tankemønstre som forvolder problemer i dit liv. Dette ved at hjælpe dig til at finde alternative tanker og udvikle rationelle handlinger at reagere ud fra i stedet for at være styret af automatiske reaktioner.
Kognitiv terapi er en korttidsterapi, det vil sige at et forløb som regel strækker sig over ca. 3 mdr. med ugentlige samtaler. Det kan dog variere alt efter din problemstilling, det vil vi sammen planlægge i starten af forløbet og løbende evaluere. De første sessioner bruges til, at du giver mig indsigt i de problemer du søger hjælp til. Vi sætter sammen nogle mål, som er baseret på det du ønsker at opnå. Jeg vil gennem terapien hjælpe og støtte dig frem mod de mål. Nogle af de ting der indgår i den kognitive terapi, er det vi kalder psykoedukation, som betyder, at jeg underviser dig i sammenhængen mellem den situation du står i, det du tænker, dine følelser og den handling du vælger at foretage. Psykoedukation er gavnlig fordi du får viden og indsigt i hvordan du kan løse dit problem. Der kan også indgå ”hjemmearbejde” altså mindre opgaver som du arbejder med uden for terapilokalet. Disse opgaver er ofte baseret på observation af tanker og følelser samt hvordan du vælger at reagere. Opgaverne hjælper dig med at blive mere bevidst om dine reaktionsmønstre. Vi vil fra gang til gang tage udgangspunkt i hvilke tanker og forestillinger der udløser negative reaktioner. Jeg vil hjælpe dig med at finde alternative fortolkninger som har en mere gavnlig effekt og hjælper dig til at nå frem mod dit mål. Vi vil også fokusere på dine positive sider og de styrker du måske ikke selv ser klart. Det er vigtigt at du afprøver de nye måder at tænke på i dagligdags situationer og det er her ”hjemmearbejdet” får sin plads. Oplægget til næste session tager udspring i hvad du har oplevet og erfaret i mellem tiden. Gradvist vil du opleve at du kan mestre situationer du tidligere har oplevet som vanskelige. Effekten af terapien afhænger som udgangspunkt af den indsats du selv lægger i. Ved svære depressioner og angst tilstande kan det være gavnligt at kombinere terapien med antidepressiv medicin som du skal tale med din læge om. Jeg vil hjælpe dig med at afklare hvad der kunne være bedst for dig, men det er din læge som tager endelig afgørelse omkring medicin.