InsideOut

InsideOut er en humanitær hjælpeorganisation drevet af frivillige, og organisationen har eksisteret siden 2016. Organisationen blev stiftet som en reaktion på, at det på daværende tidspunkt var meget svært at få den rette hjælp, til at bryde med et destruktivt fællesskab / negativ social kontrol.

InsideOuts formål er at give den rette støtte, til mennesker der har brudt med et destruktivt fællesskab, eller har brug for hjælp til at forlade et sådant miljø. Samtidig er det InsideOuts formål at tilbyde pårørende vejledning, samt at samle og udbrede viden om sekterisme, destruktive fællesskaber og negativ social kontrol i religiøse fællesskaber.

InsideOut blev stiftet af Camilla Louise Johnson, som er opvokset i et lukket frikirke-miljø, og senere var medlem af Faderhuset i 7 år. Da Camilla forlod Faderhuset i 2008, var hun 32 år, og stod pludselig uden noget netværk, og havde svært ved at få den rette hjælpe og forståelse for sin situation. Efter at have fundet fodfæste i livet, skrev hun i 2015 sin selvbiografi “Svært barn har mange navne”. Hun blev herefter kontaktet af mange, der ligesom hende selv manglede støtte og forståelse for deres oplevelser med sekterisme og negativ social kontrol. Samtidig var det klart, at der i det danske samfund manglede viden om, hvad negativ social kontrol og sekterisme er, hvilke konsekvenser det har for det enkelte individ, og hvilken hjælp man har brug for, når man har været i berøring med et sådant miljø.

iPsyk, Psykolog Dianna Schou
Dianna Schou
Psykolog